Referater Skolebigaarden

Årets sidste -måske – referat fra skolebigaarden:

Så sluttede sæson 2016 i Skolebigården – og med manér.
Den rutinerede og finurlige referent havde meldt forfald til aftenens festivitas, så I må nøjes med undertegnedes tanker og ord.
Der skulle grilles og smovses så vi blev enige om ikke at gå i bierne – de er i øvrigt også færdigfodrede og myresyrebehandlede, så det er kun for at få fjernet tomme spande eller lige tjekke dronningen en ekstra gang at der skulle ses til dem. Og det lovede Ingrid og andre der havde et hængeparti her at gøre en af de nærmeste dage.
Vi var 20 der havde medbragt kød eller spid til grillen som Lars beredvilligt havde medbragt og tændt op i. Hertil brød og salater og hummus i lange baner som Nynne med lidt assistance udefra havde tilberedt. Tak til arrangørerne inkl. Niels der havde medbragt ingredienser til et bål, så hyggen ikke skulle slutte kl. 20.30 når det var blevet mørkt. Så blev der i øvrigt afsunget Sur. sur, sur – lille bi omkring – og holdt taler for sommerens aktiviteter og deltagere. De tre torsdagsbimestre blev begavede med lækker rødvin (indtil videre opbevares de nogenlunde sikkert hos Niels B) – og Jan sagde nogle begavede og pæne ord til Søren Perby med lovning om en lille erkendtlighed en af dagene – som tak for hans arbejde med pusleprojektet, med rådgivning fra sidelinjen og for de fire ny familier som han havde medbragt her til aften.
Tordur meldte at han meget gerne modtager billeder til dokumentation af årets gang i skolebigården – eller hos jer privat- til at lægge på hjemmesiden. Det sammen med historier og oplæg til debat om vores stikkende og søde hobby.
I øvrigt blev der opfordret til at overveje at stille op til bestyrelsen ved generalforsamlingen 2. februar 2017. Vi skulle gerne fortsætte det høje aktivitetsniveau – og den gode stemning, selv om de fleste nu er blevet lidt mere erfarne biavlere.
Men bortset fra oxalsyredrypning til december var denne aften sidste gang i skolebigården. I de næste måneder skal bestyrelsen finde vores nye skolebigårdssted – og til foråret rykker vi så materiel og bier herhen.
Det har været en god sæson . Vi ser frem til nogle velbesøgte arrangementer i løbet af vinteren – og en fortsættelse af det givende samvær omkring bierne i den nye skolebigård.
/Niels B